Strategisk-fysisk udviklingsplan Lillebælt

Nordfyns Kommune, Assens Kommune og Middelfart Kommune har netop lanceret et nyt, strategisk samarbejde for at skabe bæredygtig vækst i turismen ved Lillebælt. Udviklingsplanen ”Strategisk-fysisk udviklingsplan Lillebælt – Fællesskab på tværs” skal sikre en økonomisk og miljømæssig bæredygtig udvikling af turismen i de tre kommuner. Målet er at koordinere både private og offentlige investeringer i turismeinfrastruktur, nye oplevelser og overnatningsmuligheder.

Med samarbejdet får vi mulighed for at skabe oplevelseskæder, så borgere, turister og besøgende kan få mere ud af deres ophold på Vestfyn. Samtidig står vi også stærkere, når vi skal tiltrække investeringer og sikre, at udviklingen i de enkelte kommuner understøtter hinanden og sker helhedsorienteret og skaber synergi, siger borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen. Mette Landtved-Holm, borgmester i Nordfyns Kommune, og Johannes Lundsfryd Jensen, Middelfart Kommunes borgmester, understreger: Vi vil tiltrække turister, der værdsætter autentiske oplevelser tæt på naturen. Samarbejdet på tværs gør, at vi sammen kan skabe langtidsholdbare løsninger til fordel for både gæster og borgere. Ved at samle kræfterne skaber vi grundlaget for, at turismen kan udvikle sig bæredygtigt og målrettet.

Udviklingsplanen er blevet til i tæt samarbejde med lokale aktører og politikere, og den udspringer af den overordnede fælles Udviklingsplan for Fyn og Øerne, som blev offentliggjort i maj sidste år, og har Destination Fyn som tovholder. Konsulenterne - Destination LAB, Arkitema/COWI, Brandt Jacobsen - siger tak til alle involverede i processen for et fantastisk samarbejde, især Tina Lippert for hendes fremragende projektkoordinering og medlemmerne af styre- og arbejdsgruppen.

Tak til Lene Gundahl Sørensen, Pernille Overgaard Jensen og Nina Kirstine Brandt Jacobsen for det fantastiske og inspirerende samarbejde. Projektteamet ønsker de tre kommuner og alle turismeaktører et godt samarbejde i de kommende år og mange spændende projekter i fællesskab på tværs.


@ Adobe Stock

Anbefalinger